RG 1958 logo (efter Herup 1958) - TILBAGE TIL STARTSIDEN
 


 
 

 


Studieretningsgymnasiet

Fra sommeren 2005 har det almene gymnasium fået en ny drejning. Ved siden af de kendte kvaliteter, som i århundreder har knyttet sig til et højt fagligt niveau og ønsket om fagligt at forberede eleverne til videregående uddannelser, lægger vi nu vægt på også at træne eleverne i studieegnethed og at opøve deres evne til at arbejde selvstændigt med den type problemer, som de vil blive stillet overfor i deres fremtidige uddannelsesforløb og karriere. Globaliseringens muligheder og krav er kommet til gymnasiet.

Tre fællesforløb
Det betyder, at vi i samarbejde mellem alle gymnasiets fag træner eleverne i at overskue problemkomplekser, i at foreslå forskellige mulige løsninger på faglige problemer, i at begrunde disse løsninger og i at forstå hvilke fags metoder, der vil kunne belyse problemerne fra de mest givende synsvinkler. ”Almen studieforberedelse” kaldes det.

Desuden vægtes kommunikation og sprog højt. Eleverne får derfor en gundlæggende indføring i sprogbehandling og sprogstrukturer. Det hedder ”Almen sprogforståelse” og ligger i begyndelsen af 1.g.

Endelig får eleverne – også i 1.g – en fælles indføring i naturvidenskabelige metoder og problemstillinger. "Naturvidenskabeligt grundforløb" indeholder elementer fra fysik, kemi, biologi og naturgeografi. Det ligger ligeledes i 1.g.

Alle elever har disse 3 fællesforløb.

Studieretninger
Derudover vælger de studieretning. En studieretning er samlet omkring 3 hovedfag, som er beslægtede og som arbejder sammen gennem hele gymnasiet. Det kan f.eks. være fysik, kemi og matematik i "den naturvidenskabelige portal", det kan være engelsk, spansk og samfundsfag, det kan være biologi, idræt og matematik eller musik, engelsk og samfundsfag.

Studieretningsfagene er sammen med dansk og historie elevernes gennemgående fag i de 3 år, de går i gymnasiet.

web site hit counter
    sitemap   |  rg.hjemmeside@gmail.com   |   © 2010 Rødovre Gymnasium