4. Geovidenskab A, Matematik A, Kemi B

Geovidenskab beskæftiger sig med menneskets muligheder og begrænsninger i udnyttelsen af jordens ressourcer.
Danmark er førende inden for miljøvenlig teknologi og effektiv udnyttelse af naturressourcer. Feltundersøgelser i naturen og forsøg i laboratoriet indgår i undervisningen i Geovidenskab. En studietur kunne f.eks. gå til Napoli eller måske til Island?
Gennem faget geovidenskab kommer du bl.a. til at arbejde med
• Global opvarmning, klima og vejr. Hvordan fremtidssikrer vi verden?
• Hvorfor bliver vi ramt af naturkatastrofer som f.eks. vulkanudbrud, jordskælv, tsunami, og meteornedslag? Kan katastroferne forudsiges?
• Er der ressourcer nok til den snart 10 mia. store befolkning på jorden?
• Kan man skabe et 0-energisamfund eller en 0-energiby?
• Kan grønne tage løse problemerne med øget nedbør?

Geovidenskab er en kombination af fagene fysik og naturgeografi. I fysik skal vi arbejde med at forstå de grundlæggende processer, som vi studerer i naturgeografi. F.eks. kan man se på varme og tryk, når en vulkan går i udbrud. Kemi anvendes til at forstå de processer, som foregår i naturen. Der anvendes både teoretiske og eksperimentelle metoder. Hvordan kan man f.eks. undersøge den kemiske sammensætning af gasserne fra en vulkan? Uden matematik er det ikke muligt at komme med præcise beregninger og forudsigelser. Vi skal bruge matematiske modeller til at analysere data indsamlet i geovidenskab og kemi. Studieretningen med Geovidenskab A opfylder adgangskravene til de fleste videregående uddannelser inden for naturvidenskab, sundhed og teknik.

Hvis du er interesseret i at se de uddannelsesmuligheder, studieretningen giver, kan du kigge på adgangskortet.dk