Nye regler for hjælpemidler

Regler gældende fra årgang 2017 og frem.

 

Dokumenthåndtering under prøver og eksamener

Til eksamen skal du benytte et off-line skriveredskab (tekstbehandlings-, matematik-, musik- program, regneark eller lignende – til mundtlig eksamen eventuelt en blyant).

Til skriftlig eksamen skal alt, som kan omdannes til pdf, omdannes til pdf, før besvarelsen afleveres.

 

Hjælpemidler

Alle hjælpemidler i fysisk form er tilladte med mindre, der for den enkelte prøve er fastsat begrænsninger.

Hjælpemidler, der kan foreligge på digital form, er underlagt en række generelle begrænsninger.

 

Ordbøger:

Alle ordbøger må medbringes som bøger eller tilgås online til eksamen, men oversættelsesfunktioner må typisk ikke anvendes – hverken online eller offline.

Øvrige opslagsværker:

Kan opslagsværket i sin helhed medbringes som bog, printet på papir eller som downloadet fil, så skal det være anskaffet, printet eller downloadet, før prøven.

Er det ikke muligt lovligt at anskaffe, printe eller downloade et opslagsværk, må det tilgås online, men i det tilfælde dog kun de konkrete opslag, som er angivet i undervisningsbeskrivelsen.

 

Undervisningsmaterialer i tilknytning til undervisningen

Skybaserede lagringstjenester er ikke tilladte opbevaringsplatforme under prøver. Alt, hvad der kan downloades eller printes, skal være downloadet eller printet, før prøven går i gang. Er du i tvivl, så spørg din lærer i god tid, før prøven.

Øvrige værker, bøger (herunder i- og e-bøger) og uddrag af bøger:

I-bøger må tilgås online under prøven, hvis de fremgår af undervisningsbeskrivelsen.

E-bøger skal downloades til egen computer, før prøven (eventuelt kun indholdsfortegnelsen og de sider, der er opgivet i undervisningsbeskrivelsen)

Uddrag af bøger, som er udleveret i kopi eller som fil, skal medbringes på papir eller være downloadet til egen computer før prøven.

Artikler fra aviser og tidsskrifter:

Artikler fra dagblade og tidsskrifter må ikke tilgås online under prøven. Artikler, der har været anvendt i undervisningen, kan medbringes som kopi.

Lærerens egne noter, wiki-er, opgaveformuleringer og tavlefiler:

Alt, hvad der kan downloades eller printes, skal være downloadet til egen computer eller printet, før prøven går i gang.

Videoer, som læreren har brugt eller lavet i tilknytning med undervisningen:

Hvis en video er gemt og distribueret til eleverne som fil, skal filen downloades til egen computer, før prøven. Hvis en video er gemt på YouTube, Vimeo eller lignende on-line-platforme, kan den tilgås via det link, som fremgår af undervisningsbeskrivelsen eller som læreren har udleveret i forbindelse med undervisningen.

Egne notater og arbejder

Skybaserede lagringstjenester er under prøver ikke tilladte opbevaringsplatforme for egne noter og arbejder. Alt, hvad der kan downloades eller printes, skal være downloadet eller printet, før prøven går i gang. Er du i tvivl, så spørg din lærer i god tid, før prøven.

Med egne noter og arbejder forstås blandt andet egne notater udfærdiget i tilknytning til undervisningen, egne opgavebesvarelser, læreres tilbagemeldinger og rettede arbejder, billeder af tavler, videoproduktioner, mindmaps, fællesskrivningsdokumenter og andre samproduktioner, eksemplariske opgavebesvarelser mm.

Husk at gennemsøge alle dine skybaserede platforme for tilladte, prøverelevante hjælpemidler i god tid før en prøve, herunder Lectio, Google-drev, Dropbox, Facebook, OneDrive osv.